2018.10.06 kl. 13.00 - Malergården & Nonnetit
Malergården
før, nu og i fremtiden
Glæd jer til en eksklusiv oplevelse og præsentation af
Malergården ved museumsinspektør Jesper Seidner Knudsen. Jesper fortæller
historien om stedet og om kunstnerfamilien Swane, som er en væsentlig del af
Odsherreds rige kunstnerliv gennem tiderne. En ”kapitæl” på toppen af en af
geoparkens 4 bærende søjler: Kunsten. Jesper kender om nogen til denne
familiehistorie. Men han vil også fortælle om stedets bygninger, arkitektur og
kulturhistorie, samt hvilke planer museet har for stedets fremtid i en museal
sammenhæng. Der søges fondsmidler til en omfattende renovering af de smukke
bygninger, og der ønskes bl.a. indrettet en bygning på stedet til
udstillingsformål. Præsentationen og omvisningen starter kl. 13 og varer 2
timer. Der serveres kaffe og kage til arrangementet.
Men haven og de nære landskabelige omgivelser er også et
eventyr i sig selv, som vi skal opleve som en del af arrangementet.
Æbleværkstedet Nonnetit, som har sine rødder i Grevinge-området, har fået lov
til at berige frugthaven med plantning af æbletræer med gamle, oprindelige
æblesorter, som er i fare for forsvinde, men som er så væsentlig en del af
Sjællands og Danmarks frugtkultur, at man nu gør en indsats for at bevare dem
ved plantning af sorterne på forskellige lokaliteter i Odsherred. Naturvejleder
- og en af stifterne af Nonnetit - Peter Løn Sørensen vil, efter rundvisningen på
Malergården, fortælle om sorterne og dette arbejde i Malergårdens smukke
æblehave, og der vil blive lejlighed for at få smagsprøver af de sorter, som er
modne til at smages i starten af oktober. De af deltagerne, som eventuelt har
en sort hjemme, som de ikke kender navnet på eller oprindelsen af opfordres til
at tage en prøve med. Så vil der måske være en mulighed for, at Peter Løn kan
løfte sløret for, om det måske kunne være en sort, som Æbleværkstedet Nonnetit
endnu ikke har kendskabet til. Hvem ved: Måske finder vi en glemt sort, som kan
indgå i bevarelsen af de gamle, lokale æblesorter på Sjølunds fagre sletter!
Arrangementet med Nonnetit starter efter omvisningen kl. 15 og varer 1 time.
Tid: Lørdag den 6. oktober 2018 kl. 13.00
Sted: Malergården, Plejerupvej 10, Plejerup, 4571 Grevinge
Varighed: Kl. 13.00-16.00
Pris: Kr. 195,00 inklusive kaffe og kage
Børn kan deltage for kr. 100. Hvis du ønsker at medtage børn, så kontakt os via kontaktformularen.
